søndag den 16. december 2007

Fra Alle Os Til Alle Jer


Vi ønsker jer alle en dejlig jul og et fantastisk nytår!

Vi glæder os til at se jer alle sammen i det nye år.

Kærlig hilsen
Kristian, Emil, Christina & Jimmy
(
- som lige nu kitesurfer og dykker med hajer i Sydafrika)

Juletyvstart

Ingen jul uden jul på Frederiksberg - således også i år, hvor vi befinder os mange forskellige steder den 24.12...Børnebørnene var (med forældre) inviteret til for-jul, så vi kunne åbne pakker og danske om juletræet. Super skønt - tænk at få gaver allerede den 16. december!!!

Efter en hurtig - men meget dejlig - julefrokost, var Linea og Maria (Nico, Lucas og Laura lå i Charlottenlund med maveonde - øv), Kristian og Emil og Christina (Jimmy er i Sydafrika) og Berit og Peter (eneste fuldtallige familie) klar til at danse om juletræet. Setlisten bestod af nedenstående sange - og bagefter var det endelig tid til at dele gaver ud...

  1. På loftet sidder nissen
  2. Højt fra træets grønne top
  3. Søren Banjomus
  4. Et barn er født i Bethlehem
  5. Rudolf
  6. Nu' det jul igen


Kristian & Emil fik bl.a. nye løbehjul, som straks blev indviet hjemme på Gyvelholm, hvor der både blev hoppet og stejlet og løbet stærkt...

Herudover fik de to kæmpe æsker med Lego Mars Mission, et spil, et PS2 spil og Magickort - en høst, de var super godt tilfredse med =0)

Fem frække fætre...

...har haft fantastisk weekend sammen på Gyvelholm.

Fynboerne ankom fredag aften til dampende varme pizza'er, der lige kunne nå at blive spist inden Disneysjov og Pyrus. Og bagefter gav de den gas med leg, larm og sjov og ballade. Det var faktisk også lidt længe siden, at de har set hinanden - næsten to måneder, så der var lidt, der skulle indhentes.

I modsætning til så mange andre weekender, havde vi absolut ingen planer lørdag. Jo, Kristian og Emil skulle lige til afslutning med svømning, men vi var kun væk 1t og 20min. Så der var masser af tid til at gøre lige præcis det, vi hver især havde allermest lyst til. Rasmus og Mads havde allerede fredag fundet kurven med Ninja Turtles og de legede og legede og legede med de små grønne skildpadder. De tre andre drenge vekslede mellem vild ninja-bryde-leg bag lukkede døre og elektronik i stuen - for det blev da til en film eller to.

Og mødrene? - tja, vi drak kaffe, sludrede, bagte rødbedekage, drak lidt mere kaffe og stor nød bare at være. Moster Jette kom forbi med julegaver til ungerne - så fik vi også lige lidt sladder fra Løkketoften og omegn =0) Hen under aftenen fik de fem unger alligevel kuller af ikke at have været udenfor en dør, så ud røg de med sværd og sabler, så ninja-legen fortsatte ufortrøddent på legepladsen i mørket.

Søndag formiddag skulle fynboerne videre til Lisa, Casper, Freja og Peter. Og gyvelholmerne skulle til for-jul på Frederiksberg. Og sørme om vores veje ikke krydsedes på hjørnet mellem Allégade og Frederiksberg Allé, hvor Mads, Casper og de andre stod og ventede for at komme på skøjtebanen netop som vi holdt og skulle dreje til venstre...

Vi glæder os til at ses igen til januar...

fredag den 14. december 2007

Julesang no. 1

Som alle andre fredag morgener var der morgensang på Virum Skole her til morgen. Det er SÅ skønt at være med til - den ultimative start på ugens sidste dag!

I morges var der selvfølgelig julesange på overhead'en og især på denne julesang blev der skrålet godt med af de ca 400 elever, der er i musiklokalet. Og jeg vil bare sige, at denne julesang skal synges, når der danses om juletræet. Så I kan godt begynde at øve jer...(hvis I har glemt melodien, kan I hører den på http://www.virumskole.dk/ )

Til julebal i Nisseland

1.
Sikke mange klokken slår - tretten slag - tiden går
Gæt engang min lille ven, hvor vi nu skal hen.
Til julebal - til julebal i Nisseland.På med vanten, så suser vi af sted.Nej vent nu lidt, du sjove, lille nissemand,elefanten, den må vi da ha´ med.På alle veje strømmer den glade nisseflok.Jeg tror at jeg drømmer, nej det er rigtig nok.I nat vi skal til jule-jule-jule-jule-julebal.Der er gilde i nissekongens hal.

2.
Der er risengrød fra fad - bare spis - dejlig mad.
Tag en smørklat på din ske - drys med julesne.Til julebal - til julebal i Nisseland.Ih, du milde - nu danser de ballet.Jeg laver spjæt - så flot som nogen nisse kan.Hvis jeg ville, så fløj jeg lig'så let.Vi danser hele natten og laver hurlumhej.Vi blæser på katten - så render den sin vej.Spil op musik til jule-jule-jule-jule-julemik.Nissehuen, den passer på en prik.

3.
Der er no'en, som ikke vil tro der er nisser til.
Hør, hvad jeg fortæller dem, når jeg kommer hjem.I nat var jeg til julebal i Nisseland,og vi laved' en masse nisseskæg.Der er så flot i kongens slot i Nisseland -jeg har travet en mil fra væg til væg.De bedste venner har jeg blandt de små nissemænd.I morgen så ta'r jeg måske af sted igen.Til julebal, til jule-jule-jule-jule-julebal.Der er gilde i nissekongens hal.

Et kys til vinderen...

Her er en sjov historie fra i morges: Scenen er Virum skole. Kl. er 7.45. Det er stadig mørkt og det småregner. Søvndrukne børn og voksne snegler sig afsted ned af trapperne mod indgangen - heriblandt en taxachauffør der havde kørt et barn til skole.

Kristian og Emil går og sparker til en tom plasticvandflaske, som de har fundet på jorden. Det larmer, men det er ret sjovt. De skal lige til at lade flasken ligge på jorden og gå ind, men jeg udlodder et kys til den, der først får smidt flasken i skraldespanden. De spurter begge mod flasken - men hvad de ikke har set er, at taxachaufføren begynder at løbe ned af trappen igen med retning mod flasken.

Heldigvis var Emil hurtigst...behøver jeg at sige, at vi alle (incl. taxachaufføren) var flade af grin? Rødderne var ret optagede af, hvad jeg mon ville have gjort, hvis det havde været taxachaufføren, der kom først. De mente, at han måske ville have fået et kys på kinden...

mandag den 10. december 2007

Juletræet med sin pynt

Jubiiiiii...Nissen Nille havde en gave med i dag. Jubiii...Det var Tempeltriddernes skat II på dvd. Vi har set filmen i biografen og den er bare SÅ god og SÅ spændende.

Men Nissen Nille savnede et juletræ at lægge gaverne under - så det måtte vi jo have fat i. Regnvejr eller ej. Jimmy har efterhånden fået lært ungerne, at der ikke er noget, der hedder dårligt vejr. Vi har jo regntøj...

Afsted gik det til en juletræsplantage i nærheden af Hillerød. Hmm...sjovt nok havde andre fået samme idé - men det handlede også om, at der var et firmaarrangement. Kristian og Emil blev dog hurtigt udstyret med hver deres sav, og den flinke juletræssælger fortalte os at de små juletræer var nede ved ponyerne. Og samtidig fortalte han, at der var godteposer til ungerne bagefter. Sikke en fest!

Afsted gik det så til ponyerne - og ganske rigtigt. Her var juletræer i den helt rigtige størrelse. Det var sørme svært at blive enige. Så synes Emil ik om træet. Så var Kristian utilfreds. Og så nedlagde Christina veto. Men pludselig stod det der - det perfekte juletræ. Save, save, save (på skift selvfølgelig) og juletræet var fældet. Det var godt at vi havde to stærke fyre, der kunne slæbe det med tilbage til bilen...Og træet kunne (med let bukket top) lige nøjagtig være der, så vi slap for at køre med åben bagklap og blive forgiftet af kulilte da vi kørte hjem.

Efter en tur i den lokale skov, hvor vi løb om kap, legede gemme, væltede os ned af mudrede skrænter (læs: Kristian og Emil) og havde bladkamp med våde blade, gjorde det godt med varme æbleskiver og film i den varme stue. Så havde vi ligesom fået fyldt depoterne og havde tanket op - og selvfølgelig skulle vores nyfælede juletræ pyntes.
Det er blevet SÅ fint - selvom Nissen Nille her til morgen (mandag) proklamerede, at vi da godt måtte sætte lys på. Juletræskæden er blevet væk. Hmm...vi må hellere skaffe en ny.

Vi har endnu ikke danset rundt om det - det gemmer vi til vi kan være nogle flere, hvilket bliver i den kommende weekend, hvor Sanne, Casper, Mads og Rasmus kommer på besøg. Hvem ved om der så ligger nissegaver til alle under træet???

lørdag den 8. december 2007

Fra bambier til super-skatere

Så lykkedes det os endelig at komme på skøjtebanen. Lørdag eftermiddag havde Nissen Nille et bonus-brev, hvor hun (Kristian og Emil synes, at Nille er et pigenissenavn, selvom det egentlig er en drengenisse) foreslog, at vi skulle tage ud at skøjte.
Det ville vi selvfølgelig gerne, så afsted gik det mod Frederiksberg Runddel, hvor vi samtidig skulle mødes med Sofi & Jakob & lille Leo, der bor lige ved siden af.

Kristian og Emil har aldrig stået på skøjter før - og det er noooogle år siden, at både Christina og Jimmy har haft skøjter under fødderne. Men efter nogle minutter som bambi'er på glatis vovede vi os ud i heftig fangeleg blandt alle de andre skøjteløbere - der også legede fangeleg. Det var super sjovt - og ingen brækkede arme eller ben selvom der var nogle styrt undervejs. Hvorfor skal det være så svært at bremse?

Kristian sluttede af med 5 temporunder uden at falde. Og et par promenade-runder for vores private heppekor. Efter 1 time var vi godt ømme i fødderne og det gjorde godt med varm kakao. Og rødderne måtte da tilstå, at det er meget sjovere at skøjte end at spille Hugo på PS2 - som de lige skulle lokkes væk fra inden vi kørte mod Frederiksberg.

fredag den 7. december 2007

Pebernøder, juletræ og fridag

Det gav pote at stille risengrød ud til Nissen Nille. Hun kvitterede med tyggegummi og en juleopgave - det var tid til at bage årets første plader pebernødder.

Julius skulle med hjem og lege, men det var kun en fordel at være 3 til at trille de mange pebernødder. Og mums! hvor de smager godt. Her fredag aften er det ved at være slut - måske vi får tid til at bage flere i weekenden...

Det helt store hit i øjeblikket er Eye-Toys på PS2. Og på en eller anden måde kompenseres spilleriet lidt, når der hoppes og løbes og viftes med arme og ben og vinkes og grines samtidig. De får sved på panden, de kære små. Og der går ikke lang tid før de står i baer tæer og undertrøjer. Og det giver samtidig god appetit, så gryden med pasta og pastasove + skålene med tomater og gulerødder blev hurtigt tomme.

Torsdag morgen stod Nissen Nille i vindueskarmen med endnu et julebrev - denne gang med en overraskelse. Hun gav nogle hints stikord: vi skulle ud og kører om aftenen. Vi skulle hen til et sted med et kæmpe juletræ og julegodter - og måske kom julemanden? Emil gættede faktisk hurtigt, at det selvfølgelig handlede om den årlige juletræsfest med FL Schmidt med mormor og bedstefar.

Nogle traditioner er simpelt hen ikke til at lave om på - og juletræsfesten er en af dem. Men det er et imponerende juletræ og med 1000 mennesker bliver der fyldt godt op i Brøndby Hallen. Julemanden kom med julekonen og nissebørn og de fyrede godt op med sang og dans under børn og forældre. Og sørme om der ikke også var julegaver til børnene - noget sejt drengelegetøj som rødderne blev super glade for (kan ik lige huske, hvad det hedder).

Dagen sluttede med en super dejlig overraskelse - for da vi kom hjem, tikkede en sms ind fra Jimmy om at han var ved Odense. Vi troede først, at han kom i morgen. Men han var færdig på værftet og var der jo ingen grund til at blive et sek. længere. Jimmy rejser til Sydafrika på mandag. Han skal kitesurfe de første 10 dage og har tjekket ind på et kitesurfcenter i Cape Town. Jeg følger efter den 19....meget mer om det senere!

I dag er det fredag og vi har haft en hjemme-skole/arbejdsdag. Vi trængte bare til ikke at skulle op kl. 06.00 og ha' en stille og rolig dag. Det har ikke været en 100% fridag. Alle har arbejdet. Rødderne har skrevet log-/dagbog og de har læst højt (og har fået læst Harry Potter - vi måtte dog holde pause, da det vist blev lidt for meget med alle de edderkopper i den forbudte skov). Så vi har god samvittighed.

Dagens juleoverraskelse blev afsløret til aften, da sengene blev redt med FCK sengetøj og drengene kunne krybe i FCK nattøj. Super Cool!

mandag den 3. december 2007

Nissen Nille - kapitel 2

December måned har sin helt egen rytme. For det første har vi jo fået en husnisse, der er med til at sætte dagsordenen. For det andet skal hele dagsprogrammet tilrettelægges efter julekalenderen. Det betyder senere i seng for Pyrus slutter først 20.30. Til gengæld er der dømt nattøj, tandbørstning og godnatlæsning før julekalenderen starter - så det går nok endda. Og det skal retfærdigvis siges, at rødderne er ret nemme at vække - for de skal jo finde Nissen Nille.

Allerede mandag, da vi kom hjem, havde Nissen Nille gemt sig. Vi fandt ham øverst på et af køkkenskabene med et nyt julebrev. Han skrev, at han havde glædet sig til Kristian og Emil kom hjem og at rødderne blev nødt til at hjælpe med at pynte op på Gyvelholm, for der var ærlig talt ikke særlig julet.

Først var der lidt skuffelse over, at det var en juleopgave - og ikke bare en gave. Men vi kastede os alligevel over julestadsen og der blev rigtig fint på drengenes værelse. Men hvor er adventskransen. Og kalenderlyset. Hmm - det er vist en en om'er ...Heldigvis har de julet igennem på skolen. Mandag var officiel klippe-klistre dag for 0-6 klasse, så der er pyntet i klasselokalerne og på gangene. Det er rigtig hyggeligt!

Tirsdag morgen havde han igen gemt sig (og her er lige et billede af morgennisserne).
Men en søvnig Kristian spottede ham nu hurtigt på hylden i hjørnet af soveværelset. Og sørme om han ikke havde en gave med. En gave pakket ind i guldpapir. Det blev selvfølgelig flået af og inde i pakken lå den sprit-nye cd med Nicolai. Sejt. Cool. Fedt. Super. Så der var ny musik på ghetto'en fra morgenstunden og jeg tør vist godt love, at der er basis for nye yndlingssange.

Gad vide hvad Nissen Nille finder på i morgen. Måske han bliver glad, hvis vi sætter risengrød ud til ham. Vi skal i hvert fald ha' risengrød til aftensmad...

torsdag den 29. november 2007

Nissen Nille

Torsdag morgen kl. 6.20 ringede det på døren på Gyvelholm 1. Rødderne åbnede og fandt en lille nisse stående udenfor i kulden. Med sig havde nissen et brev - nissebrev nr. 1. I brevet stod:

Hej med jer

Nu er der kun 2 dage til det er den 1. december. Endelig. Endelig. Endelig. Jeg har glædet mig =0) for jeg skal være jeres nisse indtil det bliver jul. Jeg kommer hver morgen. Men I skal finde mig for jeg gemmer mig. Jeg kan nemlig godt være en drillenisse.

Nogle gange har jeg gaver med. De kan være små og store. Og nogle gange har jeg juleopgaver med - opgaver som I skal løse om eftermiddagen. Og nogle gange har jeg juleoverraskelser med. Jubii. Det bliver sjovt! Vi ses!

Kærlig julehilsen
Nissen Nille




lørdag den 24. november 2007

Kære julemand

Kære Julemand

Vi er to drenge på 7 3/4 år, der glæder os rigtig meget til jul. Vi har været super søde hele året, og vi synes selv, at vi har fortjent at få nogle kæmpe store julegaver.

Vi har selv skrevet vores ønskesedler. Det var lidt svært, men vi går jo i 1B og 1C og har lært både at læse og børnestave. Så derfor var det måske alligevel ikke så svært.

Vi har skrevet navne på, så du kan se, hvis ønskeseddel der er hvis - også selvom der faktisk står næsten det samme på vores ønskesedler. Men det er jo fordi, at vi er tvillinger, så vi er lige gamle og kan li' at lege med de samme ting.

Vi tæller dagene til det bliver jul. Det har vi faktisk gjort i lang tid. For juleaften er - sammen med den 14. marts (ja, det er jo så vores fødselsdag) - den bedste dag på hele året. Fordi vi ELSKER at få gaver.

Så vi håber, at nisserne har travlt i dit værksted med at lave julegaver til alle de søde børn i verden. Og vi håber, at kanen er klar og rensdyrerne er i god form og at du, kære julemand, kommer susende over stjernehimlen med sækken fuld af julegaver.

Kærlig hilsen

Kristian & Emil, Gyvelholm 1, Virum

Drengesjov og guitarspil

Lørdag eftermiddag havde vi besøg af Morten - Jimmys ven fra sejlklubben - og hans søn Mikkel på 11 år. Og det blev en eftermiddag i drengerøvenes tegn.

Ungerne fandt hurtigt sammen om indendørs og udendørs fodbold, Harry Potter, udforskning af skoven i skumringen og mørket, PS2 Hugospil, hvor man skal sænke vikingeskibe med kanoner - Kristian og Emil stor-nyder, når de store drenge gider lege med dem. Og det er jo super sejt, når der er nogen, der kan hjælpe dem videre i PS2 spil og udfordre dem i rollespilslege.

De store drengerøve fordybede sig i guitarspil - Morten som den meget erfarne guitarspiller og underviser, der virkelig kan det der med akkorder og noder og er super sej til at at spille og synge. Og Jimmy som har købt en guitar, en bog og en cd - men er totalt begynder og driver naboerne til vanvid med sine forsøg på at lære guitarspillets finesser. Men det virkede som om, at Morten hjalp ham til at få styr på nogle af de basale ting.

Så hvem ved om der snart er dømt fællessang og hjemmegjorte sange på Gyvelholm - Kristian og Emil var i hvert fald hurtige til at stille op som vokaler, når tonerne flød fra guitaren. Og det lykkedes ovenikøbet Morten at få stemt Emils "elektriske" guitar. Sejt.

Og den eneste kvinde i huset - tjaaaa...hun syntes bare at det var herligt med alle de drengerøve og diskede op med hjemmebagte boller, mickey-chokolade-kage og chokolate-chip-cookies...

onsdag den 21. november 2007

Kylling a la Sanne

Det hele startede egentlig med udpakning af Årstidernes grøntsagskasse, som vi (læs: Christina) med stor fornøjelse får hver tirsdag. Kassen hedder MonsterMixKassen og indeholder 6-7 slags grøntsager, 3-4 slags frugt og 3-4 forskellige kolonialvarer. Og det er faktisk ret spændende at se, hvad der er i - for jeg får aldrig tjekket nettet på forhånd, hvilket betyder, at der til tider er ting som jeg bare ved, vi ikke får spist. Som nu i tirsdags hvor vi var så heldige at få en knoldselleri. Hmm...

Men heldigvis var Sanne i røret da kassen blev pakket ud og hun beordrede knolden skåret i stykker sammen med diverse andre grøntsager - og så anbefalede hun en øko bornholmsk unghane. Det havde vi ikke - men vi havde en burhøne fra Netto og den skulle bare med i gryden og koges i smadder.

Men inden var der jo masser af forberedelser - og faktisk bor der to unge, ivrige og nysgerrige kokke på Gyvelholm som gerne svinger en skrællekniv og skærekniv. Og stikker grabberne ind i rumpen på kyllingen - selvom det er lidt klamt...1½ time senere havde vi den skønneste vintermiddag - Så tak Sanne for en super madoplevelse. Vi må indrømme at knoldselleri er en fin smagsgiver...

mandag den 12. november 2007

Minisnemand med kastanjer og gulerod

Detlyder næsten som en opskrift på en sundhedskage, men det er det ikke...Derimod er det resultatet af herlig leg på en mørk aften en søndag i november. Egentlig var der dømt stille og rolig hygge med farveblyanter og stearinlys for nedrullede gardiner. Efter en tur i biffen (vi så Karlas Kabale) med popcorn og cola havde roen faktisk sænket sig i det lille hus...

Men det blev der hurtigt lavet om på, da vi i lygtepælenes skær pludselig så, at det var begyndt at sne. Der gik et nanosekund før rødderne havde vintertøjet på og et nanosekund senere var den første sneboldkamp i gang i havegangen foran Gyvelholm nr. 1.

Der gik hurtigt sport i at lave den største snebold, og når man nu er i gang med de store snebolde, hvorfor så ikke lave (lille) en snemand? Gulerødder og kastanjer blev hentet og en lille snemand så dagens lys (eller nærmere aftenens lys) på vendepladsen foran huset alt imens der blev rørt i gryden med risengrød. Var der nogen, der sagde vintertid???

Aftenhyggen blev fuldendt i sofaen med højtlæsning og der har vi den super gode aftale om, at vi læser for hinanden. Og man kan godt ”forhandle” sig til flere kapitler i Harry Potter…det ”koster” kun en let-læse-bog ekstra. Og lige nu er der fuldt blus på læsemotivationen og det er jo bare om at udnytte den.

De gør nu også en hel masse i 1. klasserne. 1B har uglegrupper, hvor eleverne i små grupper skiftes til at fremlægge en bog, læse højt for hinanden og stille spørgsmål. I 1C er tilgangen en anden, men de har også fokus på boganmeldelser og Kristian har selv meldt sig til at fortælle om en bog foran hele klassen på fredag. Han har valgt at fortælle om Harry Potter 1. Det skal han gøre ud fra sin egen tegning fra historien og her til aften har han tegnet en super flot tegning af en Quidditch kamp med troldmandslærlinge på koste, lynet, smashere og ringe...

onsdag den 31. oktober 2007

Chokolade eller ballade

Hold op de har glædet sig til Halloween - for når man er 7 år er det altså temmelig sejt at kunne klæde sig ud med masker, slag og sværd og gå rundt i mørket og ringe på dørklokkerne og tikke om chokolade/"true" med ballade (har desværre ingen billeder. Kamera var dødt på batteri og mobiltelefonen havde ik mere hukommelse. Flot...)

Jeg har ikke helt forstået fidusen og har også svært ved at tage denne nye tradition til mig. Men omvendt er det også svært at holde den på afstand, når flere hold klassekammerater kommer og ringer på vores dør.
Så vi var klar med slik til de skeletter og djævle og spøgelser og hekse, der ringede på vores dør. Og græskarmændende lyste stemningsfuldt i vores mørke havegang (lampen er gået i stykker...)

Selvom vi egentlig havde aftalt med naboerne og naboernes unger, at showet på Gyvelholm ville starte kl. 18.45, så blev Kristian og Emil nødt til at smug-starte med et par besøg hos nogle af klassekammeraterne før vi spiste. Aldrig er aftensmaden blevet slugt så hurtigt. Og aldrig er ungerne fløjet så hurtigt fra bordet. Telefonen ringede og væk var de - uden at have taget ud af bordet (som ellers er deres faste tjans) og kun iført halvdelen af udklædningen. Fandt dem i bunden af parkeringspladsen, hvor de allerede var i gang med at ringe på hos naboerne...

De indviligede dog i at komme med tilbage (som om de havde et valg...) og følges med Anna og Andreas og Christian. ½ time senere var slikskålene fyldt til randen og ungerne var kiste-glade. De er allerede begyndt at glæde sig til næste år, hvor de ønsker sig et skelet-kostume...

søndag den 28. oktober 2007

Græskarmænd

Noget af det, vi elsker aller mest af ved efteråret, er de tændte stearinlys, vi har morgen, middag og aften. Ud og inde. I lygter og udhulede græskar. Lige nu er det jo højsæson for det sidste og Gyvelholm 1 har nu også fået deres egen lille græskarfamilie.

Vi havde fire græskar - to store og to små - med hjem fra Fyn. Kristian og Emil gik ombord i hvert sit store græskar under højlydt fnisen og bastante udbrud om, hvor klamt det var at stikke hænderne ned i græskaret for at flå indmad og kerner ud. Men udhulede det blev de, og efterhånden som tingene skred frem, fik de sørme også hver deres personlighed.

Tre af græskarene nåede at blive navngivet: Det første navn var til et lille græskarhoved med glade øjne og spidse tænder - det blev døbt Kirsten. De to store græskarhoveder fik navnene Søren og Jørgen - det første fik ovenikøbet tilnavnet sure (Søren), men det var vist fordi, at munden var sur med masser af hugtænder =0) Hvorfor det sidste græskar ikke blev navngivet må stå hen i det uvisse. Men det er også et fint lille et med en glad mund =0)

Græskarerne (u)hygger nu med lys på terrasserne. Ungerne glæder sig helt vildt til Halloween - selvom vi stadig ikke helt har fundet ud af, hvad det egentlig er, vi fejrer. For to år siden - da vi lige var flyttet til Gyvelholm - havde nogle af naboerne arrangeret en lokal Halloween happening, hvor ungerne var velkomne til at ringe på og tricke or treate (eller råbe chokolade eller ballade), når der bliver åbnet.

Flere af naboerne havde gjort rigtig rigtig meget ud af udsmykningerne med edderkopper og edderkoppespind, masser af græskar og lys, hekse og flagermus osv. Og rigtig mange havde små slikting klar til ungerne, der kom hjem med den største slikpose, de nogle sinde havde set - lur mig om det ikke er derfor, at de er elle vilde for at komme til Halloween igen (...centrale kilder fortæller, at noget er under opsejling, så ungerne bliver ikke skuffede)

Beretning fra Røde Mølle

For 7. år i træk har Geschwester Petersen netop haft samlet tropperne til familietræf på Røde Mølle (ja, ja - der var et år vi var på Arresøhus, men det var slet ikke det samme...).

Opskriften er velkendt: Vi mødes fredag eftermiddag (nogle tidligere end andre alt afhængigt hvorfra i landet, man kommer - og ja, der var kø hele vejen fra Sjælland, så det tog en krig at komme frem) til et par øl i Slyngelstuen, holder en mere eller mindre seriøs generalforsamling, hvor formanden (der jo altså er en qvinde) afholder beretning og får håbløs hjælp fra et par stakler i forsamlingen og ender med at blive genvalgt. Så råber vi hurra og kaster os over lækkerier fra køkkenet...

Alt imens de voksne snik-snakker og på generalforsamlingen fortæller om året, der gik og gak, indtager ungerne (læs: 7 drenge i alderen 3 til 13) dagligstuen, der hurtigt omdannes til biograf og spillebule - når de da ikke lige farer rundt i det store hus og leger vinkeskjul eller en-to-tre-krone-for-mig. Der er med andre ord dømt Hygge (med stort H!!!) - vi ser dem stort set ikke al den tid, vi er på selve Røde Mølle.

Det meste af fredagen er helt, som det plejer - lige indtil kl. 00.30, hvor Jimmy melder sin ankomst efter en lang arbejdsdag på Thula og en lang køretur fra Bremen. De fleste var stadig oppe - for de var alligevel for nysgerrige til at gå i seng. Men o-ve-o-skræk et syn, der møder ham i spisesalen =0) Det skal ikke beskrives her - men det var vist ikke helt nemt, at ankomme så sent...

Lørdag formiddag var tiltænkt en fællestur til Valdemar Slots nyanlagte minigolfanlæg. Med madpakker og det hele, men desværre var der gået skuddermudder i kommunikationen, så der var lukket selvom vi havde fået information om, at der skulle være åbent. Øv.

En tur på stranden med smutsten og flintesten er altid en sikker vinder. Men vi kørte nu alligevel hurtigt tilbage til Røde Mølle, hvor ungerne fortsatte med vinkeskjul og en-to-tre-krone-for-mig, samtidig med at der udviklede sig drabelige kampe på græsset, hvor kønnene kæmpede for kongen i midten. Qvinderne kæmpede bravt - ingen tvivl om, at vi kun tabte fordi Jette havde en forkert benstilling...

Vi var nogle der havde taget drager med - men vinden kom først, da vi sagde farvel på gårdspladsen søndag formiddag. Ligeså trætte og matte og mætte som vi plejer at være. Den lille grå Peugeot var ikke noget mange meter ned af jordvejen, før Emil konstaterede, at de ville være 8 år næste gang vi mødtes på Røde Mølle. Og da vi kom hjem spurgte Kristian forhåbningsfuldt, hvornår vi kunne holde "Røde Mølle" på Gyvelholm...så de har vist hygget sig, de to krudtugler!

tirsdag den 23. oktober 2007

Virum - Bremen t/r

Sejlssæsonen er nået til vejs ende og hele vinteren skal Thula ligge på værft i Bremen. Siden midten af august har båden ligget i Flensborg, og på den sidste tur for et par uger siden, blev den sejlet fra Flensborg til Kiel. Så Kiel var udgangspunktet for den sidste afleveringstur i år, der samtidig var min sejlerdebut (- hvis vi altså ser bort fra flere ture med Kirsten og Søren for mange år tilbage).


Forventningerne var kæmpe store - men de var blandet med en god portion ydmyghed og en lille portion bekymring. For tænk nu hvis jeg blev mega søsyg. Eller slet ikke fattede, hvad der foregik omkring mig...Der gik nu ikke mange minutter før jeg var solgt - det var så fedt at være ombord.

Afleveringsgasterne Jürge & Jytte + Julia & Simon havde styr på opgaverne under kyndig kommando fra kaptajnen, så det meste af tiden kunne jeg lytte, lære, observere, nyde og være super cool...men hjalp da med en fender i ny og næ, trak i diverse reb, når vi skulle lægge til og fra - og i spileren, da det ene sejl skulle sættes på 3. dagen...(også delte vi i øvrigt køkkentjanserne imellem os)
Dag nr. 1 gik fra Kiel til Brünsburg (tror jeg nok, at det hed) gennem kielerkanalen. Scenen var sat med klar blå himmel, strålende sol og fantastiske farver på træerne på begge sider, så det blev den smukkeste tur i det dejlige efterårsvejr. Thula sejlede ligeså stille afsted for motor, så vi kunne ikke gøre andet end at nyde det med høj musik i cockpittet.
Eftermiddagen var kun lige begyndt, da vi nåede Brünsburg, så der var masser af tid til at flere af os kunne komme en tur i masten. Jimmy steg helt til tops - jeg kom nok halvvejs. Det var nok til en start =0) så må vi se om modet rækker til toppen næste gang.

På dag nr. 2 rundede vi Nordsøen - men vejret var stadig mildt og roligt og de erfarne sejlere fortalte, at de aldrig har set Nordsøen så roligt. Jeg har altså stadig en bølge eller to til gode. Motoren var på igen - ellers var vi vist ikke kommet nogle vegne. Bremerhaven var endedestinationen på denne dag og tilbage var så blot at sejle op af Elben til Bremen.

Dvs. bare og bare...vi prioriterede at sove søndagslænge og sejlede derfor mod tidevandet hele vejen. Så dag 3 varede bare lidt længere, hvilket jo slet ikke gjorde noget for nogen af os. Vi fik sejlet med sejl i 1 times tid - så døde vinden igen. Men det var fedt lige at opleve.

Tidevandet havde endnu ikke vendt, da vi nåede Bremen, så vi lå i skumringen og ventede en times tid, før vi kunne sejle den sidste lille bid vej op af endnu en flod (jeg har glemt navnet på) til værftet. Her et billede af Jimmy med Bremen i baggrunden...

Mandag - som var bonusferiedag - gik med klargøring af båden og det var sent, rigtig sent, da vi landede i Virum efter en fuldstændig fantastisk efterårsweekend på vandet...

tirsdag den 16. oktober 2007

Sidste fælles feriedag

Onsdag var vores sidste dag sammen i efterårsferien - Kristian og Emil skulle med Henrik og Maria til Ålborg og Christina skulle sejle med Jimmy og Thula fra Kiel til Bremen.

Vi dømte formiddagen til slappedag - dels pga det småhektiske program dagene før (og efter). Og dels pga øs-pøs-regnvejr. Og hvad er bedre end elektronik på en slappedag? - Intet er bedre ville Kristian og Emil sige. Vi andre kunne måske godt nævne et par ting, vi hellere ville ;o)

Elektronik-hitteren på denne regnvåde onsdag var Harry Potter og Flammernes pokal på PS2. Det er blevet noget sjovere at spille Harry Potter at vi er begyndt at læse bøgerne og nu kender Harry Potter, Ron Weasley og Hermione Granger (og alle de andre fra Hogwardts).

Vi blev færdige med 1'eren netop på denne regnfulde onsdag og er nu godt inde i 2'eren. Heldigvis er der mange, mange, mange sider endnu. Kristian og jeg fandt f.eks. ud af at bind nr. 6 er på 922 sider hvilket jo egentlig er 3 bøger samlet i een...

Kl. 15.30 gik turen til Frederiksdalsvej for børnene mens de voksne satte kursen mod Tyskland...

mandag den 15. oktober 2007

Ridderturnering

Efterårsferien bød også på et besøg på Tøjhusmuseet, der var omdannet til middelaldermarked med en arena, hvor de røde og de sorte riddere skulle kæmpe om et eller andet, jeg ik lige kan huske. Vi var der sammen med Pernille og hendes unger Cecilie og Mikkel. De havde aldrig været derinde før og især Mikkel var meget optaget og engageret...

Det er en vildt imponerende opsætning med masser af aktører og rekvisitter (alt fra heste til sabler og æbler og kålhoveder), der lever sig fuldstændig ind i fortællingen og samtidig får samtlige tilskuer til at huje og klappe og råbe og skrige og trampe i tribunegulvet, når de hepper på deres eget hold og buer af modstanderen (red: tilskuerne deles i to, der holder med hvert sit hold), når der kæmpes til hest og til fods med lanser og sværd og andre drabelige våben.

Helt som vanligt vandt de sorte. Øv. For vi heppede på de røde. Men skuffelsen forsvandt på McD hvor cola og is blev slugt af sultne unger. Egentlig var de blevet lovet pandekager på middelaldermarkedet, men køen var enorm og priserne fuldstænidg overskruede. Så pandekagerne fik vi til dessert i stedet for - sammen med Jimmy, der i mellemtiden var kommet kørende fra Flensborg.

søndag den 14. oktober 2007

Tvillebrunch & Tivoli

Kristian og Emil var kun 4 uger, da vi første gang mødtes i tvillegruppen med 2 andre sæt tvillinger: Amalie & Sebastian (& Charlotte) samt Maria & Jesper (& Dorte).

Siden starten af 2001 har vi mødtes i tvillingegruppen ca. hver sjette uge og det er tydeligt at mærke at de seks meget jævnaldrende unger har en helt særlig tilknytning til hinanden. Pludselig er kønsgrænserne forsvundet og der leges lystigt piger og drenge imellem, hvilket vist ikke forekommer lige ofte for de seks unger. Det er vist kun Emil, der har pigevenner, han jævntligt har legeaftaler med.

Søndag var det tid til en gang tvillebrunch på Gyvelholm i bedste sammenskudsstil. Og der blev guffet og leget og sludret i timevis - lige indtil vi (Kristian, Emil, Christina) måtte haste til S-toget, der skulle bringe os til hovedbanegården, hvor mormor og bedstefar ventede med guldkortet til Tivoli, hvor aftenen skulle tilbringes.

Der var simpelt hen så fint i derinde i Tivoli med tonsvis af græskarhoveder, lygtemænd, høballere, heksekustymer og mennesker. Men selvom der var manne mennesker, var det nu fint at komme til forlystelserne, så vi kunne få brugt vores turpas godt og grundigt. De fedeste var helt klart, at vi kørte 5 gange i rutchebanen i træk uden at stå i kø mere end højst et par minutter.

Det var et par trætte drenge, der efter 3-4 timer igen satte sig i S-toget, men heldigvis ventede en stille mandag, der "kun" bød på legeaftaler om formiddagen og en tur til klipperen om eftermiddagen. Resten af dagen var reserveret til nattøj, hygge, elektronik...

lørdag den 13. oktober 2007

Ny rekord (og to gaver)

Måske giver overskriften associationer til sportslige præstationer...og rekorden har da også en lille smule med sport at gøre, da den blev sat ifm. lørdagens svømmetræning. Fordi det var sidste gang inden efterårsferien var der dømt fri leg. YES - det var lige noget rødderne kunne bruge. Det havde været den bedste svømmetræning til dato...Også for moderen, der havde sludret med en gammel svømmeveninde. Det er jo altid hyggeligt...

Men men men...moderens tålmodigheden og humør blev sat på en alvorlig prøve, da de kære unger efter svømning skulle klæde om. De er jo nogle store drenge nu så no way, at de skal klæde om i pigernes omklædningsrum. Og det er for så vidt også fint og godt og rigtigt at de klare sig selv, hvis de ikke lige var fordi, at minutterne blev til et kvarter, der blev til en halv time, der blev til EN TIME. Jep, der gik fanme mere end en time, før to 7 årige meget rene drenge kom ud til deres ventende mor. Og det er ny rekord!!!

(- jeg skylder at sige at humøret steg gevaldigt, da vi kom hjem og konstaterede, at der udenfor døren lå en lille æske med lækre chokolader og stod en kæmpe buket røde roser sendt fra Flensborg...tak Jimmy, du reddede min lørdag!)

fredag den 12. oktober 2007

Skolernes motionsdag

Fredagen før efterårsferien er udråbt til skolernes motionsdag. Også på Virum Skole. Dagen startede i musiklokalet med morgensang og en opmuntring (- eller opsang?!) fra Torben (skoleinspektør) om at alle forældre skyndte sig hjem og klædte om for vi var da velkomne til at deltage...jo tak...men nej tak.

Som sidste år skulle de små klasser løbe en rundstrækning på 1 km ved Furesøen. Kristian tog turen 3 gange mens Emil nuppede en runde ekstra. Måske den foranstående ferie var gulerodden, der fik gang i de små ben. I hvert fald havde der været nedtælling i ugevis og hver morgen er startet med spørgsmålet "har vi fri i dag". Denne fredag var svaret - ja, når kl. er to.

mandag den 1. oktober 2007

Kastanjedyr

700 meter fra vores lille hus på Gyvelholm ligger Kaningården og en offentligt tilgængelig park med de største kastanjetræer, man kan tænke sig. Og det er efterhånden blevet en tradition, at vi om efteråret slentrer afsted for at fylde lommerne med de små brune glatte kastanjer.

De tidligere år er de hundredevis af kastanjer havnet i fine kurve til pynt på terrassen og foran hoveddøren. Men således ikke i år...for i år blev et stk. boremaskine fundet frem og så blev der ellers boret huller og fremstillet kastanjedyr, racerbiler, huse og andre kreative kastanjekreationer...

Men heldigvis var der - selv efter en storstilede produktion - masser af kastanjer tilbage. Og de ligger nu og pynter i en kurv på terrassen =0)





Jimmy & Thula & Legoland


Jimmy - det er mors kæreste.

Thula - det er båden, han sejler.

Sidste weekend i september kørte vi alle 4 til Flensborg, hvor Thula har ligget siden midten af august. Rødderne skulle lige nå at se - og sove på - båden inden den skal på værft over vinteren. Super hyggeligt, selvom det startede temmelig kritisk, da vandstanden var forhøjet 1½ meter, da vi kom til Flensborg. Det gav lige Jimmy noget arbejde med at få sat fenderne ordenligt og tjekket op på båden i det hele taget.

Kristian og Emil lagde ik lige mærke til det kritiske situationen. Der var Disney i fjernsynet, som de så i "dukketeateret". Bagefter var der dømt pizza, vild med dans og fredagsslik. Var der nogen, der sagde råhygge?

Lørdag morgen gik turen fra Flensborg til Legoland - paradis for 7-årige. Skidt pyt med at det småregnede (- og på visse tidspunkter stod ned i tove) og var koldt. Det lagde vi slet ikke mærke til, da der bare var meget der skulle ses, prøves, opleves, spises...

Legoracers var den sejeste rutchebane med lodret fald fra start. Jep, vi skreg af vores lungers fulde kraft. Og bionicle-armen var super cool, da man selv kunne programmere sin robot til de sejeste moves, hvor vi blev svinget rundt og hængte på hovedet og alt muligt. WOW!

Men der var også 4D filmen og slukning af ildebrand og diverse hæsblæsende vandrutchebaner...

Men køreskolen overgik nok det vildeste, de nogle sinde har prøvet. Ikke fordi det var farligt - mere fordi det var super spændende at være på køreskole og lære om trafikken og så ovenikøbet få en legobil, man selv styrer.

Koncentrationen stod malet i ansigterne på rødderne - sammen med verdens største smil fra øre til mund. Og stoltheden var slet ikke til at tage fejl af, da de kom ud med hvert sigt kørekort - uden klip!!! (- een af de store drenge fik to klip i sit kørekort for hasarderet kørsel...)

Tilbage i Flensborg nuppede vi lige en nat mere på Thula før vi vendte snuderne hjem mod Virum igen...

mandag den 17. september 2007

Vandløb

Søndag den 17. september var tvillegruppen til vandløb. Vandløbet er arrangeret af Røde Kors og formålet er at indsamle penge til vandprojekter i Afrika. De 6 unger var meldt til børneløbet på 1 km med start fra Christiansborgs Slotsplads og de spurtede fra start til slut. Især Emil havde en raket i rø... og kom i mål langt før os andre. Kristian, Sebastian og Amalie fulgtes nærmest over målstregen.

Bubber var konferencier - og vi mødte ham og sagde hej, lige da vi ankom til slotspladsen. Sejt! Lego var en af sponsorerne - og der var et stort legotelt, hvor vi bl.a. skulle bygge et kæmpe Afrikakort ud af lego. Man kunne også bygge sin egen legofigur, som man kunne købe og få med hjem og samtidig donere flere penge til initiativet. Kristian og Emil byggede nogle ret flotte ting med en masses figurer.

Rigtig godt arrangement der samtidig var en god anledning til at få talt med ungerne om, hvordan vi kan være med til at hjælpe mennesker, der ikke har de samme muligheder, som vi har i Danmark.

søndag den 16. september 2007

MGP rykker

Nedtællingen til børne MGP varer altid i flere uger - godt motiveret af diverse fjernsynsspot, hvor DR værterne giver den gas. I år med Jeppe fra Lille Nørd og Bruno - så bliver det ikke bedre!!! Vi skulle til MGP leg og middag hos Mathias & Noah (& Peter & Anett) - super sjovt og hyggeligt for både børn og voksne.

Maden blev timet så alle var klar da showet startede og vi sad klar til at stemme på favoritterne med mobiler. Halvdelen af sangene blev sorteret fra før de var hørt - det var jo pigesange...Hos nogle (læs: Emil) var skuffelsen ret stor, da de alligevel var en pigesang, der vandt og mødrene vandt håneretten. De orkede næsten ikke at høre vindersangen tredje gang. Nu skulle vi bare hjem! I dagene efter har de talt meget om, at vinderne havde snydt og kopieret sangen fra en anden sang...var der nogle, der sagde dårlige tabere? Nu kører MGP non stop på CD'afspilleren - og rødderne synger lystigt med på alle sange.

Det sidste nye er, at de gerne vil gå til rytmik, så de kan lære at spille på diverse instrumenter. Nu ser vi lige...fordelen vil måske være, at de så stopper med at larme og lege syrerock-band med elguitar og metalspande. Eller det er sgu' nok for naivt at forestille sig...

søndag den 2. september 2007

Strandvejsløbet 2007

Det var to spændte krudtugler, der stod klar ved starten til dagens strandvejsløb.

Starten gik kl. 10.25, og 62 drenge i alderen 7 - 12 år begav sig ud på en 3 km. lang strækning på Strandvejen fra Charlottenlund til Skovshoved.

Kristian kom ind i en rigtig god rytme og løb det meste af vejen. Kristian kom i mål i tiden 20.36. Emil havde en raket i røven fra start og lagde ud i et hæsblæsende tempo. Det hævnede sig midtvejs, så vi skiftevis gik og løb indtil de sidste 500 m., hvor turboen blev sat til igen. Sluttid: 21.34.

Præmien: medaljer - og en lille gavepose.

En super lørdag...

...hvor vi har haft besøg af Sebastian og Mathias - vennerne fra børnehaven. De fire venner er spredt fra alle vinde, da Sebastian går i 1A på Fuglsanggårdsskolen og Mathias er lige startet i OB på Kongevejen skole. Så gensynsglæden var stor!

De kom allerede lørdag eftermiddag og skulle både spise og sove på Gyvelholm. Yes mand! Fed leg i timevis! Og vi var også en tur ved et lille mosehul med fiskenet.

Vi havde håbet på at fange nogle af de grønne frøer, men det blev mest til skøjteløbere, søsnegle, iglere og salamandere. Frøerne gemte sig vist - de ku' vist høre, at vi var der. Det samme ku' ænderne, der flygtede til den anden bred, så snart vi nærmede os. Den sorte rotte så vi heldigvis ikke. Bvadrr...

Efter fisketur blev der leget gemme på kælkebakkengik turen til bredden af Furesøen. Det gik rigtig godt - lige til det ikke gik så godt mere. Emil fik sok. Men det måtte jo ske. Og Emil sjoskede bare videre med våd sok og våd sko.
Og det bedste? - Mathias havde ny film med. "Koslænget" - den var hyle morsom!

fredag den 31. august 2007

Mads' fødselsdag

En lørdag i august. Mads har inviteret til fødseldag for han bliver nemlig 6 år - store dreng!

Og selvfølgelig futter den lille Virum-bil en tur over broen tur til Odense, så vi kan synge for Mads og råbe hurra og gi' fødselsdagskram og fødselsdagsgaver. Og spise lækker nutella-banan-lagkage som Mads selv har været med til at lave. Super lækkert. Super hyggeligt. Super dejligt.

Vi blev selvfølgelig lige et par dage. For De 5 skulle ha' tid til at lege og mødrene skulle ha' tid til at sludre. Og vi skulle alle sammen ned og se det nye hus, som er indflytningsklart lige om lidt Vi kunne kun kigge ind af vinduerne og lege i haven og på vejen - har i skrivende stund lige fået MMS fra glad husejer (alias Sanne) med åben entredør. Så nu er nøglerne hos den rette ejer. Og vi GLÆDER os til at komme til Fyn igen!

Ramt af hverdagen

En to vupti - og så fløj forsvandt der lige 2 uger. Vi er i den grad ramt af hverdagen og skal lige finde rytmen igen. Der er en verden til forskel på at gå i børnehaveklasse og 1. klasse. Pludselig skal vi finde tid til lektier om aftenen - bl.a. skal Kristian og Emil læse 15 min hver dag. Og sørme om de ikke har knækket læsekoden, de store unger. Så nu læser de små bøger for deres stolte mor. Det er ret skønt...

Et par af eftermiddagene bruges også på fodbold i den nye fodboldklub. Det er super godt, og indtil videre har den stået på træning 2 gange om ugen. Der er en masser af legekammeraterne, der spiller på det samme hold, så på en eller anden måde slår vi to fluer med et smæk, da vi tit laver fælleskørsel og leg før træning - især med Julius. Svømning er også gået i gang, men det er jo bare et udvidet karbad lørdag formiddag :o)

Og så har Emil tabt en fortand - og der går ikke længe før der ryger 1-2-3 mere. Kristian har også en 3-4 stykker løse...

tirsdag den 14. august 2007

Klar på pladserne

Emil er klar på sin plads i 1.B

I begge klasser står der dansk, matematik, kristendom, bibliotek, idræt, natur & teknik og klassens time på skoleskemaet. Mødetiden er kl. 8.00 - og den skal bare overholdes, hvis man vil holde sig gode venner med Torben.

Skoletaskerne var fyldt godt op med nye bøger - lige nu er det vist matematik, der er det sjoveste. I hvert fald glædede de sig begge til at komme i gang med Matematrix bogen.

I morgen er første rigtige skoledag. Der står den på idræt fra morgenstunden - så der bliver fuldt motionsprogram, da de små fodboldspillere skal starte på deres nye fodboldhold i Virum-Sorgenfri Boldklub i morgen eftermiddag. Der spiller alle klassekammeraterne, så det bliver bare godt...

Og Kristian er klar på sin plads i 1.C

Skolestart

En fantastisk forrygende fed sommerferie er slut. Nogen tænker (læs: Christina) "hold fest hvor gik den stærkt" - måske fordi den kun varede et par uger. Andre tænker (læs: Kristian & Emil) "hold fest hvor bliver det dejligt at se kammeraterne igen". Det var i hvert fald to spændte og forventningsfulde drenge, jeg hentede kl. 9.30 på Frederiksdalsvej. Ingen tvivl om at de glædede sig.
Det gjorde Julius - bedste ven fra Kristians klasse - også. Og vi sku' da lige ha' et klassisk billede fra 1. skoledag: strålende sol, blå himmel, dannebrog der vajer i flagstangen...var der nogen, der sagde Morten Korch?

Og skoledagen fortsatte ligeså klassisk - først i klasserne og derefter i festsalen, hvor skoleinspektør Torben holdt tale for de 900++ elever, der starter på Virum skole i år. Det er noget af en flok! Og med 100++ lærer oveni er Virum skole een af de største "arbejdspladser" i Lyngby-Taarbæk kommune!

Det er helt fantastisk at opleve, hvordan det lyder når så stort et børnekor stemmer i og synger Virums Skoles Sang. Yes - moren fik en klump i halsen og tårer i øjnene og var meget meget stolt!
Det var bare en fin oplevelse at være med til 1. skoledag. Meget anerledes en sidste år, hvor børnehaveklasserne havde en helt særlig motagelse. Rødderne er nu en integreret del på lige fod med alle de andre store klasser. Og det er de bare stolte og seje over!

torsdag den 2. august 2007

Her er beviset

- på at æblerne ik' falder langt fra stammen.

I hvert fald var der 2 styks vandhunde der i poolen på Bornholm trodsede blæst og kulde og regnvejr og plaskede rundt i poolen til de var blåfrosne om læberne. Der blev crawlet og hundesvømmet og spruget på hovedet og rutchet til den store guldmedalje.

Og der er store forventinger til efterårets svømmeundervisning starter på Guldfiskeholdet i Birkerød Svømmeklub.

(PS: det er Emil for oven og Kristian for neden)
Posted by Picasa