søndag den 16. marts 2008

Morfar og Riitta i DK

Lørdag efter frokost kørte den lille bil til Kastrup Lufthavn. Jimmy skulle tilbage til Tyskland, for Thula skulle i vandet om mandagen og samtidig (næsten da) ville morfar og Riitta lande i Kastrup for at holde påskeferie i Virum.

Til stor fortrydelse for exil-danskerne afgik flyet mod Hannover til tiden for det havde været helt fedt at hilse på kæresten i ankomst/afgangshallen. Der var kun en tidsmæssig forskydelse på en god time, så der skulle ikke meget forsinkelse til...men Jimmy havde meldt sin hjemkost igen senere på ugen, så det gik endda.

Kristian og Emil havde de nye Nintendo'er med i lufthavnen, så der var no problemos med at få tiden til at gå - selvom utålmodigheden kom snigende, da baggagen var temmelig længe om at komme. Men gensynsglæden var gensidig og kæmpe stor - vi havde ikke set hinanden siden juni 07, hvor vi sidst var i Spanien...Heldigvis venter 9 dages samvær (for Kristian og Emil var det et par dage mindre...)

Søndag besluttede vi os for at tage på Eksperimentariet. Sidst vi (voksne) var der, var for 2½ år siden i en efterårsferie. Rødderne har vist været der nogle gange siden, men det bliver det ikke mindre interesant af. Specialudstillingen handlede om varme og kulde og dyr og menneskers kropstemperaturer og reaktioner ved forskellige temparaturpåvirkninger. Vældig interessant. Og så fik vi lige genopfrisket, at en kamel kan klare sig 2 uger uden vand og at den, når den endelig drikker, sluger 200 liter vand på 3 minutter. Skål siger vi bare...

De følgende dage forløb noget anerledes end vi lige havde forestillet os - især fordi den lille bil valgte at smide udstødningsrøret den ene dag, der var snestorm. Gæsterne tog toget til City og gik der og hundefrøs nogle timer. Rødderne og jeg forskansede os med Nintendo, Harry Potter og tæppe på sofaen. Tophjælp kiggede forbi og fik bundet udstødningen på plads, så vi kunne klare turen til mekanikeren.

Det lykkedes dem på værkstedet at få gjort den køreklar i løbet af et par dage - men jeg blev mange tusinde kroner fattigere. Piv. Og ærgelsen over endnu en mekanikerregning blev ikke mindre af, at Sanne lystigt kunne fortælle at det kun koster 1.500 kr. at få skifte hele molivitten hos Quickpot...Er der ikke noget med at Peugeot-biler er dyre i reservedele? Det siger min søde kæreste...

Sidste dag med rødderne foregik på Danmarks Akvarium. Det er en kæmpe fornøjelse at have dem med, for de er så nysgerrige og så videbegærlige og lytter og spørger og lytter og spørger - samtidig med at de har krudt i måsen og gerne vil videre i en fart. Så noget er helt som det plejer. Vi så noget så spøjst som en to-hornet gul søko (ubetinget min favorit) og så ville vi have elsket at se pindsvinefisken puste sig op (ligesom den i Find Nemo).

Besøget sluttede ved badekarrene i underetagen, hvor vi kunne klappe en krabbe og nusse et søpindsvin og få en musling til at svømme og lære om forskellen mellem en søstjerne og en søsol (red: det er antallet af arme, der afgør det. 5 og 12 lærte vi...)

I resten af påsken var der dømt voksentid med masser af snak og lækker mad & vin. Jimmy kom hjem fra Tyskland, så da drengende for en stund flyttede ned på værelse på Frederiksdalsvej, flyttede Jimmy og jeg ind og sov blandt bamser og legoklodser i FCK sengetøj, da soveværelset jo stadig var beboet af exil-danskere - der i øvrigt syntes det var herligt endelig at hilse på kæresten!

Ingen kommentarer: