søndag den 27. april 2008

Myretuens Tivoli

Endnu en fællesfødselsdag har ramt os. Denne gang var det forårsbørnene i 1C, der skulle fejres, og det er den gruppe, som Kristian (sammen med 5 klassekammerater) er med i og derfor havde vi forældre arrangeret en herlig eftermiddag for de 23 unger.

MYRETUENS TIVOLI var temaet og allerede i invitationen blev ungerne udstyret med en gyldig adgangsbillet, der skulle fremvises på dagen, så de kunne få et turpas til Tivoli. Turpassene havde 4 farver, der samtidig var farven på det hold, børnene hørte til i løbet af dagen.

I Tivoli var der forskellige forlystelser, som børnene kunne prøve i løbet af dagen. Ved 4 af dem kunne de "tjene" penge, der senere kunne bruges til at prøve og købe for. Bobbing for apples var en af dem - her skulle der fanges æbler i en balje med vand. Jo flere æbler - jo flere penge. Ballonskydning og dåsekast var to andre, men princippet det samme - jo flere ballonner/dåser, der kunne baldres med dartpile/væltes med bolde - jo flere penge.

Det store hit var mooncar-ræs. Vi havde lånt 4 mooncars på SFO'en op opstillede en stafetbane, hvor holdene dystede mod hinanden. Og jeg skal lige love for at der blev hjulet og spundet og heppet og hoppet. Kristian var første mand på grønt hold og det gik så stærkt at der var to hjul i svinget, en væltet mooncar og Kristian måtte ned og bide i græsset. Men han var hurtigt i pedalerne igen og gav den max gas resten af vejen.

En anden klassiker til forårsbørnenes fællesfødselsdag er tovtrækning. Sidste år fik de voksne bøllebank af børnene og det kunne vi jo ikke have siddende på os. Så vi måtte have revance. Og hvad skete der? - vi fik bøllebank igen. Efter forstærkning stod den 1-1, men 3. og afgørende endte i børnenes favør...

Alt i alt en super munter dag, som især fødselsdagsbørnene satte stor pris på! Og pyha - nu er der heldigvis et år til næste omgang...

Ingen kommentarer: