Det har været en dejlig weekend! Kristian og Emil blev hentet tidligt i fredags, da vi havde aftalt med Jakob og Sofi og lille Leo at vi skulle mødes i Frederiksberg Svømmehal kl. 14.30. Det er længe siden, at vi har været i svømmehallen og lege, så der var højt humør – forstærket af udsigten til at bade med nye badeshorts fra Sydafrika (som især Emil har ønsket sig længe) men også udsigten til at prøve Nordeuropas længste vandrutchebane.
105 meter er den helt præcis – og vi skal hilse at sige, at man får fart på! Rødderne landede på alverdens mærkværdige måder, Jimmy brillerede med at vælte så meget vand ud over siden, at en stakkels dame blev gennemblødt i sit almindelige tøj og Jakob havde så meget fart på, at han var lige ved at lande på kanten som en anden strandet hval.
Fra svømmehallen gik turen direkte til fodboldtræning. Der var godt nok noget ynk fra bagsædet på vejen, da de jo havde brændt en del krudt af. Men med en rugbrødsmad, en banan, en juice og opmuntrende ord fra forsædet fik vi bugt med det værste jammer og det så da ud til, at det (som sædvanlig) var en sjov omgang fodboldtræning – som samtidig var ”opvarmning” til fodboldstævne søndag eftermiddag. Her spillede de tre kampe med resultaterne 0-1, 1-0 og 0-3. Altså en vunden kamp og to tabte – men der blev løbet igennem og kæmpet godt!
Lørdag havde vi besøg af Julius fra Kristians klasse indtil vi om eftermiddagen kørte mod København, hvor vi skulle i planetariet og se en film om dinosaur. Inden var der nogle korte 3D film om klodens forandring og en lille forfilm om dinosaur. Og så fik vi verdens længste, sejeste, stejleste, hurtigste, vildeste 3D rum-rutchetur. Det var skide skægt….
mandag den 4. februar 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar