onsdag den 27. februar 2008

Berggreensgade 8, 1+2

Her er det så - det første billede på bloggen af vores nye hus, der ligger på Berggreensgade 8, 1+2 (+3 - men den sidste etage, hvor vi skal have soveværelse tæller vist ikke med i de officielle m2)

Berggreensgade ligger i komponistkvarteret på ydre Østerbro. Det er en lille landsby i storbyen med bitte små veje, hvor man kun må (og kan) køre 15 km/t og med "indbyggede" legegader, hvor masser af børn leger.

Indenfor dørene og vindurene finder man på 1. sal: et nyt køkken, der er i åben forbindelse med en spiseafdeling der igen hænger sammen med en lille stue med en fantastisk udsigt over komponistkvarteret. Og så et lille toilet.
2. sal bliver børneetagen, hvor ungerne får 2 herlige værelser at boltrer sig på - og her er også et pæn stort badeværelse, som bliver rigtig dejligt, når det lige får en gang maling. Og øverst oppe er der så endnu et værelse med skråvægge fra gulv til top.
Der er super hyggeligt i vores nye kvarter. Vi har kørt, gået og cyklet rundt derinde oceaner af gange - så mange gange, at vi efterhånden bliver genkendt...i hvert fald hilser alle, når vi kører forbi. Det virker som om, at der er stort socialt naboskab og det glæder vi os meget til at blive en del af. Det vi kan se fra kvarterets egen hjemmeside (se link på bloggen) er at der er fastelavnsfester, grillaftener og leg og ballade.

Kristian og Emil ved godt, at vi har købt huset og at vi skal flytte. Det synes de er spændende! De er ikke super bevidste om, at det hedder Østerbro, men de ved, at vi får 3 etager, at de får 2 værelser, at de skal blive gående på Virum skole, og at skaterbanen ligger lige i nærheden. Vi kom da også til at give dem deres fødselsdagsgaver to uger for tidligt: nye, seje skateboards...

lørdag den 16. februar 2008

Farao's Cigarer

Vi har ikke lavet en skid siden vi kom hjem. Helt bevidst. For der har vaeret så mange indtryk i London, som vi havde brug for at fordøje. Jo, lidt har vi selvfølgelig lavet. For vi har været på ekskursion til Farao's Cigarer - et paradis for alle, der er vilde med Magic, Yu-Gi-Oh, rollespil, Warhammer, TinTin mm. Altså en rigtig drengerøvsbutik, der ligger lige ved Lyngby Station.

Vi cyklede frem og tilbage - for vi trængte ærlig talt alle sammen til at få rørt os (og sund kost - men det er en anden historie). Kristian og Emil har fået to nye deck med Magic kort i London, og vi havde lovet dem, at købe lommer til dem, så de kan passe bedre på dem. Derfor skulle vi til Farao's Cigarer.

Jimmy maatte lige købe en Tintin tegneserie - dels for at mindes de glade barndomsdage, hvor Tintin vist har været en tro tegneserie følgesvend. Dels for at finde ud af, hvad Farao's Cigarer er for noget - for det er præcis det, som Tintin historien handler om...Og det syntes drengene var så spændende, at Tintin for en aften fortrængte Harry Potter som godnatlæsning. Men jeg tror nu, at Harry stærkt vender tilbage, når Tintin er slut.

London - Dag 2

Kings Cross - platform 9 3/4 var andendagens første stop. Vi er passionerede Harry Potter fans og selvfølgelig skulle vi se, hvor Hogwarts Expressen afgår fra. Kings Cross er en kæmpe station og på vores vej mod den rigtige platform forestillede vi os, at stationen var fyldt med troldmænd og hekse.




Vi havde selvfølgelig aftalt, at vi skulle prøve at komme igennem muren - selvom vi jo godt vidste, at det kun er rigtige troldmænd og hekse, der får adgang til toget mod Hogwarts. Vi prøvede alt hvad vi kunne, men fik kun skubbet Trolleyen halvt igennem. Rødderne var lidt beklemte ved at skulle gå først igennem - for tænk nu hvis Jimmy og jeg ikke kunne komme med...

Næste stop var frokost i Covent Garden. Mest for Jimmys og min skyld - vi ville rigtig gerne lige opleve den del af byen. Det, vi så, var super hyggeligt. Masser af butikker. Masser af mennesker. Masser af goegl. Masser af liv. Og en meget heldig handel ved en lille billetluge, hvor det lykkedes Jimmy at gafle de sidste 4 billetter til aftenens forestilling på Lyceum Theater: The Lion King.

Jimmy og jeg var elle vilde over købet. Ungerne vidste i første omgang ikke rigtig, hvad de skulle synes og mene. Forestillingen var først kl. 19.30, men inden vi skulle have en velfortjent pause på hotellet, måtte vi lige en tur forbi The National Museum, hvor de havde en kæmpe dinosaurus forestilling, vi gerne ville se.
Desværre var der bare kæmpe kø til den del af museet, hvilket vi ikke rigtigt lige orkede. Men vi snusede rundt og så en masse andet - bl.a. en full-size model af en blåhval og heldigvis også nogle dino-skelletter.

Den sidste lille ting, vi manglede, var en tur med en af de røde dobbeltdaekkere. Det blev bare til en lille tur op af Regent Street, men heldigvis var der masser af trafik og vi fik mulighed for at sidde forrest og se på menneskemylderet i metropolen. Pausen inden teaterforestillingen var tiltraengt - det havde været to dage fyldt med oplevelser og indtryk.
Vi fik sludret en masse om den forestilling, vi skulle se, for vi kendete jo så udemærket historien på forhånd. Kristian og Emil glædede sig rigtig meget til at se, når hhv. Mufasa og Scar falder ned fra klippen - for hvordan mon de havde lavet det? Og vi glædede os rigtig meget til at se det fjollede vortesvin Pumba.

Trafik og vejarbejde vanskelliggjorde turen hen til Lyceum, men en genial og trafikvant taxachauffoert i en rød (!!) London taxa satte os af 2 minutter foer tæppefald. Der var propfyldt med mennesker - så vi priste os endnu engang lykkelige for vores kup tidligere på dagen. Og det var alle pengene værd og mere til.

Vi sad helt fremme i stolene og fulgte historien om Simba, Nala (på billedet ovenfor), Timon, Pumba, Zazu, Mufassa, Scar, Rafiki (på billedet) og alle de andre. Fantastiske kulisser. Fantasstiske sange. Fantastiske skuespillere. Fantastisk oplevelse. Kristian gav den topkarakterer og synes det var det bedste ved London. Emil var også meget begejstret, men placerede den som nr. 2 efter London Eye.

Godt trætte gik vi omkuld hjemme på hotellet. Vækkeuret blev sat til alt for tidligt for dagen efter ventede os en rejse mod Danmark med undergrund, tog, fly, bus, metro, s-tog og bil...

London - Dag 1

Hmm...hvor skal vi lige starte...for der er bare så meget at fortælle fra vores tur til London. Men vi kan jo starte med at slå fast, at det har været en fuldstændig fantastisk tur med fuldstændig fantastiske oplevelser og fuldstændig fantastiske unger. Og alt er bare klappet!

Vi ankom til London City tirsdag aften og styrede direkte mod undergrunden, der uden problemer viste vejen til vores hotel: Astor Court Hotel.
Den er altså fascinerende, undergrunden. Et edderskoppespind af linier forbinder byen på fornem vis. Det er ligegyldigt, hvor man skal have hen, så er der en undergrundsstation der matcher. En perfekt måde at lave shortcuts på, når benene bliver trætte...Her et billede fra Picadelly.

Vi havde booket en lejlighed på Astor Court - med 3 værelser og havde endda et lille køkken. Så der var god plads til at spille Magic Card og lege, når vi en sjælden gang havde en pause. Lejligheden lå i gåafstand fra Oxford og Regent Street, så nerven i byen var faktisk lige udenfor. Men det forhindrede os nu ikke i at gå på opdagelse andre steder i byen - det var ligesom det, det handlede om.

Onsdag morgen vågnede vi til det skønneste solskinsvejr og klar blå himmel. Så vi var hurtige til at beslutte, at London Eye skulle være første stop på dagens tur, da det ville give os mulighed for at se hele byen fra oven.

Afsted, afsted med undergrunden og London Eye here we come! Ingen kø så det gik hurtigt med at komme op i det imponerende hjul, hvor vi i glaskupler kunne see så langt øjet rækker. Pariserhjulet (som Emil døbte det) er 135 meter højt og det tager en halv time at komme hele turen rundt.

Nede igen startede en lang travetur langs Themsen mod Tower Bridge og London Tower. På vejen havde vi udset (anbefaling fra en kollega) os et piratskib med legeplads for ungerne, men desværre var det under ombygning.
Tilgengæld vakte et grafittimekka for unge skatere stor begejstring - der var vist et par små fyre, der lige drømte sig 5 år ældre. I hvert fald stod det ret hurtigt klart, at nye skateboards står højt på ønskesedlen til fødselsdag.

Længere oppe af Themsen lå HMS Belfast - et vaske ægte krigsskib, der var i aktion under 2. verdenskrig. Med tre drengerøve som følgesvende var der ingen vej udenom - vi måtte da bare ind og se det. Og det var ret spændende at se!

På den anden side af Themsen, som blev krydset via Tower Bridge var det frokost-tid. Bagefter var vi egentlig klar til at begive os mod verdens største legetoejsbutik - men drengene var ret nysgerrige for at komme indenfor borgens (London Towers) mure, så vi bl.a. kunne gå på borgens mure og se ud af hullerne i muren, hvor ridderne havde siddet klar med deres flitsbuer. Og når vi nu alligevel var der (og havde betalt en formue i entré), kunne vi jo ligeså godt også få et glimt af kronjuvelerne...

Og så var vi klar til Hemley's (eller er det Hamley's). 5 etager med legetøj, hvor underetagen helt klart var røddernes favorit. Her var alt indenfor Lego. Og her var elektronik. Og her var Magic Card...

søndag den 10. februar 2008

Fra vinter til forår

Tiden fra juleferien til vinterferien virker tit og ofte lang, mørk og sej at komme igennem. Det virker som om at batterierne bare er brugt op, vi er mere sårbare overfor baktusser og og vira og er generelt bare trætte. Om morgenen tænker "hvem der dog bare var en bjørn" der kunne sove vintermånederne væk og vågne op til foråret...

Men pludselig er de her. De første forårstegn. Vintergækker og erantis'er. Mennesker med solbriller, der springer ud i solen og finder en læplads, hvor øjnene kan lukkes og varmen mærkes i kinderne. Sådan har det været i den her weekend - den første weekend i vinterferien, hvor børnene har været hos Henrik og hvor Jimmy og jeg har brugt det meste af tiden i byen.

Fredag i Empire Bio med snacks og sandwich på Skt. Hans Torv. Lørdag tog vi cyklerne med til byen og cyklede Nørrebro og Østerbro tynde. Og i dag, søndag, cyklede vi fra Virum til byen og mødtes på café med nogle venner og gik tur i Svanemøllebugten. Det var her i Svanemøllebugten og på havnen, at vi mødte de forårshungrende danskere.

Tirsdag morgen kommer Kristian og Emil hjem. Men det er kun i kort tid, at vi er i Virum for kl. 16.25 afgår SAS mod London City. Og den flyver skal vi med. Vi skal være i London indtil fredag. Foreløbig er London Eye, Hamleys og en dinosaurudstilling på eet af museerne på programmet. Resten bliver unplugged ift. vejr, humør og gode ideer. Men vi glæder os! - og fortæller mere på bloggen, når vi kommer hjem.

mandag den 4. februar 2008

Fastelavn er mit navn...

Det var en fornøjelse at aflevere unger på Virum skole her til morgen. Der var et mylder af glade forventningsfulde unger, der med stor kreativitet havde iført sig farvestrålende fastelavnskostumer. Min personlige favorit (ud over egne lækre unger) var en guldkaramel. Kristian syntes klart, at klassekammeraten Mads-Holger skilte sig ud - han var tv-avisen med Reimer Bo som nyhedsoplæser, mens Emils personlige favorit var Elias, der var Darth Vader.

Vi tyvstartede allerede i sidste uge, hvor vi slog katten af tønden hos Casper, Mads & Rasmus på fyn (en detaljeret beretning kan læses på Sannes blog www.sannemfl.blogspot.com ) hvor Kristian gav den som Jack Sparrow og Emil var Harry Potter. Så jeg troede, at fastelavnskostumer var på plads - lige indtil Emil fandt på, at han ville være karate-kid - og i øvrigt havde afslået at låne troldmandsslag og Harry Potters tryllestav med hjem. Symaskinen har derfor været i gang (også kl. 6.30 i morges, hvor de sidste syninger lige skulle fixes i bukserne) og fin blev han i sit hvide karate-tøj med sort bælte, sort tørklæde og ninja sværd.

På Virum skole er der tradition for at 0-3 klasserne slår katten af tønden, men inden de gør det, går de optog rundt på hele skolen. Det syntes rødderne var ret sjovt, da flere fra de store klasser havde genkendt dem og råbt hej. De mener selv, at de er kendte på hele skolen fordi, de er tvillinger...lidt stjernefrø er der vist gemt i dem. Tøndeslagning foregik i salen, hvor hver klasse havde sin egen hjemmepyntede tønde. Men her i huset fik vi ingen kattekonger eller kattedronninger, tilgengæld var der slik i alle tønder =0)

Aktiv weekend

Det har været en dejlig weekend! Kristian og Emil blev hentet tidligt i fredags, da vi havde aftalt med Jakob og Sofi og lille Leo at vi skulle mødes i Frederiksberg Svømmehal kl. 14.30. Det er længe siden, at vi har været i svømmehallen og lege, så der var højt humør – forstærket af udsigten til at bade med nye badeshorts fra Sydafrika (som især Emil har ønsket sig længe) men også udsigten til at prøve Nordeuropas længste vandrutchebane.

105 meter er den helt præcis – og vi skal hilse at sige, at man får fart på! Rødderne landede på alverdens mærkværdige måder, Jimmy brillerede med at vælte så meget vand ud over siden, at en stakkels dame blev gennemblødt i sit almindelige tøj og Jakob havde så meget fart på, at han var lige ved at lande på kanten som en anden strandet hval.

Fra svømmehallen gik turen direkte til fodboldtræning. Der var godt nok noget ynk fra bagsædet på vejen, da de jo havde brændt en del krudt af. Men med en rugbrødsmad, en banan, en juice og opmuntrende ord fra forsædet fik vi bugt med det værste jammer og det så da ud til, at det (som sædvanlig) var en sjov omgang fodboldtræning – som samtidig var ”opvarmning” til fodboldstævne søndag eftermiddag. Her spillede de tre kampe med resultaterne 0-1, 1-0 og 0-3. Altså en vunden kamp og to tabte – men der blev løbet igennem og kæmpet godt!

Lørdag havde vi besøg af Julius fra Kristians klasse indtil vi om eftermiddagen kørte mod København, hvor vi skulle i planetariet og se en film om dinosaur. Inden var der nogle korte 3D film om klodens forandring og en lille forfilm om dinosaur. Og så fik vi verdens længste, sejeste, stejleste, hurtigste, vildeste 3D rum-rutchetur. Det var skide skægt….